Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Moskva

Medvedev vil bestemme historien

Publiceret: 13:15, 19. maj 2009
Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, nedsætter kommission, som skal forhindre historieforfalskning.

Den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, danner en kommission, som skal forhindre, at landets historie “forfalskes”. Den nye kommission dannes, efter forsøg på at omskrive den russiske indsats under Anden Verdenskrig.

- Kommissionen skal imødegå forfalskning af historien, som er imod Ruslands interesser, hedder det blandt andet i kommissoriet, som Kreml offentliggjorde i dag.

Medvedevs dekret nævnte ikke, hvem som efter Kremls opfattelse har forsøgt at omskrive historien imod Ruslands interesser. Men den russiske ledelse har jævnligt kritiseret tidligere sovjetrepublikkers nye analyser af Sovjetunionens indsats under Anden Verdenskrig. Den kaldes i den officielle russiske historieskrivning Den Store Fædrelandskrig på grund af de store sovjetiske ofre.

Ruslands nye nabolande har peget på kommunisternes vold og kriminelle overgreb mod egne borgere. Kritikere siger desuden, at sovjetkommunisterne blot var en forlængelse af zarernes tyranni med undertrykkelse af befolkningen.

Tidligere på måneden kritiserede Medvedev “aggressive og ondsindede” forsøg på at så tvivl om den russiske folks “heroiske indsats” under Anden Verdenskrig.

/ritzau/AFP