Der var efter alt at dømme tale om selvmord, da Sydkoreas tidligere præsident, Roh Moo-hyun i nat dansk tid styrtede ned i en kløft og blev dræbt. Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau, Yonhap, efterlod den tidligere præsident et afskedsbrev.
Roh fik kun fem år på posten som præsident og var dybt upopulær i det meste af sin præsidentperiode, bl.a. fordi det ikke lykkedes ham at få sat nyt liv i den sydkoreanske økonomi. I december 2007 tabte han valget til Sydkoreas nuværende præsident, Lee Myung-bak.
På trods af sin upopularitet nød han en vis respekt, fordi han gik til kamp mod korruption. Den respekt fik på det sidste alvorlige skrammer, da politiet indledte en efterforskning for netop korruption mod ham. Han kone skulle angiveligt have modtaget hvad der svarer til 5,5 millioner kroner fra en forretningsmand, som også gav hans nieces mand, hvad der svarer til ca. 27 millioner kroner.
Den tidligere præsident undskyldte offentligt for sin families indblanding i affæren, men indrømmede ikke selv at have gjort noget forkert.
Roh Moo-hyun fik i øvrigt overrakt Elefantordenen, da dronning Margrethe besøgte Sydkorea i oktober 2007.
/ritzau/AFP