Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury og lederen af den anglikanske kirke, opfordrer pressen til at holde igen med afsløringerne af britiske parlamentarikeres misbrug af offentlige penge til private formål.
Afsløringerne kan underminere tilliden til demokratiet, siger ærkebiskoppen, der mener, at beskeden om det parlamentariske misbrug er trængt ind hos de fleste nu.
I de seneste 16 dage har avisen The Telegraph dagligt afsløret, hvordan parlamentarikere har fået staten til at betale for private indkøb, og det har vakt opstandelse i Storbritannien, hvor mange indbyggere har økonomiske problemer på grund af den verdensomspændende finanskrise. Meningsmålinger siger, at vælgerne ønsker et nyt valg, og målingerne siger også, at vælgerne vender de store partier ryggen.
Artiklerne i The Telegraph har nu afsløret et påstået misbrug hos flere end 200 af parlamentets 646 medlemmer.
- Mange vil tænke, om ikke pointen nu er trængt ind, siger ærkebiskoppen.
- Den fortsatte systematiske ydmygelse af politikere truer i sig selv med at kunne koste en høj pris, når det gælder vores evner til at genoprette tilliden til demokratiet, skriver han i en kronik i avisen The Times.
/ritzau/Reuters