Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Medier oprørte over nyt velgørenhedstiltag

Publiceret: 10:39, 3. juni 2009
Danske medier er langt fra begejstrede over et computerprogram, der kan erstatte nettets bannerannoncer med annoncer, som i stedet giver pengene til velgørenhed

Medier herhjemme kan for fremtiden få svært ved at tiltrække annoncører til deres netsider. Det skyldes et program, der kan downloades til computeren og som erstatter bannerannoncer med annoncer, hvor pengene går til velgørenhed. Tiltaget møder kritik hos medierne, der står til at miste en større indtægtskilde.

- Det lyder fuldstændigt uhørt. Jeg nægter at tro, at det er tilladt. Men nu må vi lige kigge nærmere på sagen. Jeg har meget svært ved at se, at det er en farbar vej for dem, siger Jens Nicolaisen, direktør for JP Medier, til Berlingske Business.

Bag programmet står 12 af de største danske velgørende organisationer samt fundraisingredskabet Aidonline. Gennem dem vil op mod én millioner danskere i dag modtage en mail, hvor de får tilbuddet om at installere et elektronisk hjerte på computeren. På den måde kan de støtte nødhjælpsorganisationer som Dansk Røde Kors, Hjerteforeningen, Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden ganske gratis, når de er på surftur på internettet.

Initiativet giver ligeledes panderynker hos Christian Strand, der er Group Interactive director på mediebureauet IUM.

- Når nu AidOnline begynder at stjæle af mediernes reklamepladser, betyder det faldende reklameindtægter hos medierne, mindre penge til at lave det gode indhold… og så begynder brugerne at forsvinde. Den onde spiral, der kun kan ende i lukning, er startet, skriver han i et blogindlæg på Mediawatch.dk

/ritzau/