Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Per Stig tilfreds med Obamas tale

Publiceret: 16:08, 4. juni 2009
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) forventer god modtagelse af USA's præsident, Barack Obamas tale i de muslimske lande.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) betegner den tale, som USA’s præsident, Barack Obama, i dag holdt på Kairos Universitet, som “balanceret” og spår, at den bliver godt modtaget i de muslimske lande.

- Obama rækker hånden ud mod den muslimske verden, men han har også noget konkret i hånden til dem, som de givetvis vil tage imod: Bidrag til økonomisk udvikling og uddannelse samt støtte til teknologisk udvikling. Og så går USA også direkte i gang med et polioudryddelsesprogram, konstaterer Per Stig Møller.

Udenrigsministeren hæfter sig også ved, at Obama “præciserer, at ekstremisme er fuldstændig uacceptabelt”.

- Og så præciserer han religionsfriheden også for mindretalsreligioner som for eksempel kopterne i Egypten. Men den voldelige ekstremisme undsiger han. Samtidig rækker han hånden ud mod og roser islam for de fredelige ting og de bidrag, islam gav til videnskaben i Middelalderen. Så han har begge dele med: Advarslen mod ekstremismen, anbefalinger af demokratiet, ros samt en række konkrete tiltag, siger Per Stig Møller, der understreger, at Obama “ikke bare har villet tale nogen efter munden”.

- Han har præciseret, hvad der er godt, og hvad der forkert, siger udenrigsministeren til Ritzau.

Per Stig Møller er til gengæld overbevist om, at ekstremisterne ikke vil lytte.

- Vi kan ikke nå ekstremisterne. De har gravet sig ned. De vil ikke i dialog. De vil ikke fremgang, siger udenrigsministeren.

- Det afgørende er, at Obama rækker hånden ud mod de moderate og dem, som ønsker fredelig udvikling. Dem har han styrket i deres interne kamp for at få stoppet ekstremismen i deres lande, siger Per Stig Møller.

Han tilføjer, at Obama “holder balancen ved at undsige ekstremismen og fremme hele udviklingssiden i den muslimske verden”.

/ritzau/