USA’s præsident, Barack Obama, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, gjorde i dag i Dresden meget ud af vise, at de står sammen for at finde løsninger på de store internationale udfordringer.
På en fælles pressekonference understregede Obama og Merkel, at de vil arbejde tæt sammen for at for at presse på for en fredsløsning i Mellemøsten og bilægge atomstriden med Iran. Tyskland og USA står også last og brast, hvad angår bekæmpelsen af den globale opvarmning og den økonomiske krise verden over.
- Det er nødvendigt med realistiske mål, så vi undgår en stor katastrofe, sagde Obama og udtrykte håb om, at klimatopmødet i København i december bliver en succes.
- Vi skal udnytte tiden frem til klimatopmødet for, at vi fællesskab finder en løsning, sagde Merkel, der nok engang opfordrede USA til at gå forrest, så afløseren for Kyototraktaten kommer på plads i den danske hovedstad.
Dagen efter at han i en opsigtvækkende tale i Kairo havde rakt sin hånd ud til den muslimske verden, gentog Obama, at USA er parat til at indlede en “seriøs dialog” med Iran om præstestyrets atomprogram, og at det er nu, der skal handles for at opnå fred i Mellemøsten.
Efter pressemødet besøgte de to sammen Dresdens genopbyggede Frauenkirche, som i februar 1945 blev lagt i ruiner af britiske bombefly.
I eftermiddag går turen til den tidligere koncentrationslejr Buchenwald, og Obama har på forhånd sagt, at besøget for ham er meget vigtig, fordi hans onkel var med til at befri kz-lejren ved afslutningen af Anden Verdenskrig.
/ritzau/dpa