Har foreningerne i Fredensborg Kommune ikke styr på de lovpligtige børneattester, må de kigge langt efter tilskuddet fra kommunen. Pædofili skal bekæmpes, og med en revision af tilskudsreglerne har Kultur- og Idrætsudvalget strammet grebet om de foreninger, der endnu ikke har styr på attesterne.
- Der skal gøres alt, hvad der er muligt for at undgå pædofili. Bare én sag er én for meget. Derfor er jeg meget tilfreds med, at et enigt Kultur- og Idrætsudvalg har strammet reglerne om foreningstilskud, så det er en betingelse for støtte, at loven om børneattester er overholdt, siger udvalgsformand Per Frost Henriksen (S) til Humleborg Online.
Hvert år skal foreningerne underskrive en tro- og love-erklæring på, at loven bliver overholdt for at få støtten, så kommunens børn trygt kan dyrke deres sports- og fritidsinteresser. Alligevel viser nye tal fra landets store idrætsorganisationer, at der er otte procent af sportsforeningerne, som enten aldrig eller kun i nogle gange indhenter attesterne
Fredensborg er gået i front i Danmark med at indføre stramningerne, men til efteråret fremsætter regeringen med kulturminister Carina Christensen (K) i spidsen et lovforslag, der skal sikre en lignende strategi i alle kommuner.
Hun er meget glad for beslutningen i Fredensborg.
- Jeg synes, det er meget positivt, at Fredensborg Kommune selv har taget initiativ til at få strammet op i arbejdet med at få indhentet børneattester, siger Carina Christensen i et skriftligt svar til Ritzau.
/ritzau/