Der er spænding til det sidste om en ændring af tronfølgeloven. 39 procent af vælgerne har sagt ja til at ændre loven, så prinser og prinsesser ligestilles til tronen, viser en valgstedsmåling fra TV2. For at ændre loven skal 40 procent sige ja.
Ifølge målingen har 52 procent af de stemmeberettigede deltaget i afstemningen.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde tidligere på aftenen, at et nej vil være et dårligt signal at sende til udlandet.
- Danmark kæmper for kvinders rettigheder over alt på kloden, og derfor vil det være et meget dårligt signal, hvis afstemningen om kvinders ligeret til tronen falder i Danmark, sagde han.
Trods risikoen fortryder han ikke sin beslutning om at sætte loven til valg.
- Jeg synes, det var det rigtige at vælge det første valg, der lå for, og det var i dag. Der er selvfølgelig den risiko, at valgdeltagelsen til europaparlamentsvalget bliver så lav, at et stort flertal for tronfølgeloven ikke er nok, siger han.
/ritzau/