Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

SF: Vi vandt på politik - ikke slogans

Publiceret: 20:30, 7. juni 2009
SF's formand jubler efter valgsejr i til EU-Parlamentet. - Vi vandt ved at holde fast på politik og ikke smarte slogans, siger han i sejrstale.

Et fokus på reelt politisk indhold frem for smarte slogans grundlagde SF’s valgsejr til Europaparlamentet.

Analysen kommer fra partiets formand, Villy Søvndal, efter SF ser ud til at gå frem fra et til tre mandater i EU-Parlamentet.

- Vi har insisteret på, at det her valg handler om politik og på, at der er en forskel på højre og venstre. Højre vil slippe markedet løs; det har vi prøvet i nogle år, og det har ført til klimakrise, finanskrisen, grådighed og griskhed. Vi gik til valg på, at markedskræfterne skal tøjles, så vi sikrer, at klimaet får sin del, på at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og sikre, at vi ikke får et arbejdsmarked, der ikke er reguleret, siger Villy Søvndal.

Flere eksperter har sagt, at Søvndal-effekten, der har givet partiet voksværk i dansk indenrigspolitik, også spiller ind, men Søvndal selv nævner en anden effekt.

- Der var en effekt, der var helt overset inden dette valg, Margrete-effekten. Jeg tror, folk ikke havde gjort sig klart, hvad der sker, når man slipper en urkraft som Margrete løs i en valgkamp. Folk har brug for nogen, der mener noget, og som ikke falder i et med tapetet. Og man kan beskylde Margrete for meget, men at falde i et med tapetet, det gør du ikke, Margrete, sagde Søvndal til sejrsfesten.

/ritzau/