Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Kritik stopper nødhjælpsannoncer på nettet

Publiceret: 15:43, 8. juni 2009
Samarbejdet om omstridte bannerreklamer mellem AidOnline og tolv velgørende organisationer er efter pres stoppet med øjeblikkelig virkning, oplyser AidOnline.

Firmaet AidOnlines computerprogram, der erstatter internettes bannerreklamer med velgørenhedsannoncer, stopper efter kritik samarbejdet med tolv velgørende organisationer.

- Organisationerne har oplevet et enormt pres fra medierne og samarbejdspartnere, og vi har ingen interesse i at skade dem og deres sag. Vores hensigt var at hjælpe dem med at samle penge ind, og vi har nu valgt at stoppe samarbejdet for ikke at skade dem, siger Johan Plenge, der er direktør i AidOnline.

AidOnlines forretningsmetoder har medført massiv kritik fra flere medier, der føler, at AidOnline stjæler deres penge. Chefredaktør for Berlingske Tidende Lisbeth Knudsen sammenlignede i søndagens avis tiltaget fra AidOnline med “noget, der mest af alt minder om simpelt landevejsrøveri ved højlys dag”.

På baggrund af den massive kritik meddelte flere af selskabets kunder, herunder Kræftens Bekæmpelse og Dansk Røde Kors, tidligere på dagen, at de stoppede samarbejdet og omgående trak sig fra aftalen.

Men kritikken får ikke direktøren til at stoppe metoden.

- I stedet for at bruge organisationernes netværk, vil vi nu gå andre veje. Vi vil stadig samle penge ind til velgørenhed med vores fantastiske værktøj, og fremover vil vi inddrage brugerne i det, så de kan tage stilling til, hvilke formål vi så skal støtte, siger han.

Direktøren forsikrer, at 80 procent af alle indtægter ubeskåret går videre til velgørende formål, ligesom han garanterer, at regnskaberne vil blive eksternt revideret og lagt ud på AidOnlines hjemmeside.

Efter planen skulle danskerne frivilligt installere et gratis program på computeren og på den måde støtte nødhjælpsorganisationerne, når de klikker sig ind på internetreklamer.

/ritzau/