En lastbilbombe i Kirkuk i det nordlige Irak har kostet 46 mennesker livet, siger politiet. 166 skal være såret.
Lastbilen eksploderede i nærheden af en shiamuslimsk moské, og angrebet er det blodigste i Irak i en måned. Politiet siger, at det ikke er klart, om der var tale om et selvmordsattentat.
Foruden de menneskelige ofre medførte bomben, at omkring 25 hjem i området blev jævnet med jorden.
Der var kaos ved det største hospital i Kirkuk efter sprængningen. Sirenerne fra ambulancer hylede, mens redningsarbejdere i hast bragte blodige ofre, heriblandt kvinder og børn, ind til behandling.
Udenfor forsøgte sikkerhedsstyrker, som var bevæbnet med automatgeværer, at stoppe trafikken, så biler med flere ofre kunne nå frem fra al-Rasul-moskeen til Azadihospitalet.
Kirkuk, som ligger omkring 250 kilometer nord for hovedstaden Bagdad, er plaget af spændinger mellem byens tre store befolkningsgrupper - de etniske kurdere, turkmenere og arabere.
Volden i Irak er over det seneste år faldet mærkbart, men militante grupper, herunder den sunnimuslimske terrorbevægelse al-Qaeda, er fortsat aktiv.
/ritzau/AFP