Det er helt forkert at kalde præsidentens fordrivelse i den mellemamerikanske stat Honduras for et militærkup. Det er præsident Manuel Zelaya, der har begået en ulovlig handling, og de demokratiske institutioner har reageret korrekt, da han blev afsat.
Det vurderer danskeren Jørgen Riis Pedersen, der er miljøorganisationen Nepenthes repræsentant i Mellemamerika.
Jørgen Riis Pedersen har første parket i dramaet. Han bor lige over for præsidentpaladset i Honduras hovedstad, Tegucigalpa. Trods udgangsforbud er der mandag morgen (i eftermiddag dansk tid) forsamlet omkring 100 tilhængere af den afsatte præsident. Men soldaterne inde på paladsets område forholder sig i ro, fortæller han.
Præsident Manuel Zelaya forsøgte efter et opgør med parlamentet og højesteretten at gennemføre en folkeafstemning i går. Den skulle bane vej for en forfatningsændring, så han ville kunne genopstille til en ny periode. Han blev hentet af hæren tidligt i går morges og sat på et fly til nabolandet Costa Rica.
Jørgen Riis Pedersen siger, at folkeafstemningen var ulovlig, fordi præsidenten ikke har initiativretten til en afstemning. Den skal komme via en underskriftindsamling fra borgere, og det er kongressen, der skal vurdere, om det er egnet til en folkeafstemning.
Kongressen har indsat en midlertidig præsident, Roberto Micheletti.
Jørgen Riis Pedersen mener, at det er helt forkert, når den internationale presse og regeringer kalder det et militærkup.
- Hvis der er nogen, der har vist sig loyale over for lovens bogstav, så er det militæret, siger han.
- De demokratiske institutioner har vist sig at fungere, mener han.
Zelaya befinder sig i dag i Nicaragua. Her er lederne for en række venstreorienterede regeringer forsamlet, heriblandt Venezuelas præsident, Hugo Chavez, som har truet med militær indgriben for at få genindsat Zelaya.
/ritzau/