Hver femte danske skoleelev får færre timer i nogle fag eller fagblokke, end Undervisningsministeriet anbefaler. Det viser en ny undersøgelse, som UNI-C har lavet for ministeriet. Der er tale om en stigning i forhold til tidligere. I den treårige periode fra 2003 til 2005 fik 14 procent af eleverne under minimumtimetallet i et eller flere fag eller fagblokke. Fra 2005 til 2007 var det tal steget til 22 procent.
- Det er en meget alvorlig sag, hvis eleverne ikke får de timer, som de har krav på. Ikke mindst fordi staten faktisk har sendt kommunerne en halv milliard kroner til ekstra timer. Så vil vi også sikre, at kommunerne ikke har beskåret timerne i den anden ende, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V). Han vil nu sørge for, at sagen bliver taget op over for kommunerne.
- Og så skal de rette ind. Disse regler er så klokkeklare, at de er vanskelige at overtræde, siger Bertel Haarder, der dog håber, at tallene er udtryk for misforståelser.
Det er især kristendom i 1. klasse, de praktisk-musiske fag i de ældste klasser og klassens tid på alle årgange, hvor eleverne har for få timer.
Efter sommerferien bliver det i første omgang Skolestyrelsen, der drøfter med kommunerne, hvordan der følges op på oplysningerne fra UNI-C i forhold til kommuner og skoler.
/ritzau/