Der er stadig lang vej til en klimaaftale i København, men Lars Løkke Rasmussen (V) har fået sit drømmeudgangspunkt, efter at verdens største økonomier er blevet enige om flere vigtige målsætninger for klimaet. Den danske statsminister glæder sig over, at G8 er enige om, at de rige lande skal have som mål at reducere udslippet af CO2 med 80 procent inden 2050.
- Det er i sig selv afgørende vigtigt, at de store industrilande signalerer, at de er villige til at gøre, hvad der er nødvendigt for at reducere udslippet, siger Lars Løkke Rasmussen til TV2.
Han lægger samtidig stor vægt på, at temperaturstigningen skal begrænses til to grader. Før indeholdet af aftalen var kendt, sagde han til TV-Avisen:
- Det afgørende for mig er, at vi når til en fælles erkendelse af, at vi skal holde os under en temperaturstigning på to grader. For hvis vi forpligter os på det, så er der en præcis målestok for, hvad aftalen skal indeholde.
Dermed forventer han også, at landene kan enes om at sætte en målsætning om at halvere udslippet af CO2 i 2050, når de mødes i København.
Landene mangler dog fortsat at blive enige om finansieringen af en ny FN-traktat om bekæmpelse af klimaforandringer. Udviklingslandene kræver penge og teknologi til at begrænse udslippet af CO2, men især USA har stillet sig på bagbenene, når det gælder overførsel af klimateknologi til udviklingslandene. G8-landene har valgt at udskyde slagsmålet om finansieringen, indtil G20-landene mødes i Pittsburgh til september.
- Som enhver anden forhandling sidder landene og putter sig, indtil mere af puslespillet falder på plads, siger Lars Løkke Rasmussen til TV2.
Han rejser torsdag til Italien for at deltage i mødet. Her skal Løkke samtidig snakke med FN’s generalsekretær om, hvordan man påvirker forløbet videre frem mod det næste store klimamøde den 22. september i FN’s hovedkvarter i New York.
/ritzau/