Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

London

Skandale rammer britiske aviser

Publiceret: 11:23, 9. juli 2009
Formiddagsblade hackede sig ind i kendte folks mobiltelefoner og brugte oplysninger til at lave historier.

Mediemogulen Rupert Murdochs britiske formiddagsaviser har i al hemmelighed ved forlig betalt en million pund (8,6 millioner kroner), efter de var beskyldt for at foretage ulovlige telefonaflytninger.

Det skriver avisen Guardian.

Flere prominente briter fik hacket sms-beskeder på deres mobiltelefoner, og oplysningerne herfra blev brugt til journalistiske historier.

Journalister på Murdochs aviser skal have hyret privatdetektiver til det beskidte arbejde. Disse privatdetektiver har også sikret sig adgang til andre personlige oplysninger som skatteopgørelser og bankpapirer.

Blandt dem, der har været mål for avisernes ulovlige snuseri, er modellen Elle MacPherson, tidligere vicepremierminister John Prescott og forlæggeren Max Clifford, skriver Guardian.

Afsløringen kan føre til en bølge af sagsanlæg mod Murdochs aviser.

I 2007 blev den royale redaktør på avisen News of The World, Clive Goodman, idømt fire måneders fængsel for at have hacket 600 sms’er, som rådgivere for den royale familie havde sendt og modtaget, bl.a. fra prins William.

En højtplaceret kilde i Londons politi siger til Guardian, at det under efterforskningen af Goodman kunne fastslåes, at Murdochs avisselskab News Group havde brugt privatdetektiver til at hacke sig ind i “tusindvis” af mobiltelefoner.

I én af sagerne er News Group gået med til at betale 700.000 pund (godt 6 millioner kroner) til Gordon Taylor, der er formand for de professionelle fodboldspilleres sammenslutning. Men News Group betingede sig, at Taylor ikke måtte omtale sagen.

News of The Worlds chefredaktør i 2007 var Andy Coulson. Han har siden fået job som kommunikationschef for lederen af Det Konservative Parti, David Cameron.

/ritzau/