Skip to Content
Søndag 12. februar 2012

Bruxelles

EU åbner grænserne for tre Balkanlande

Publiceret: 12:36, 15. juli 2009
Serbien får gavn af en ny visumaftale, som åbner EU's grænser for visse lande på Vestbalkan. EU kritiseres for kun at belønne den ene side i Balkankonflikten.

Borgere i Makedonien, Montenegro og Serbien skal fra årsskiftet kunne rejse ind i EU uden et visum. Det fremgår af et forslag fra EU-Kommissionen, som fortsat mangler at blive endeligt godkendt af EU’s medlemslande.

- Det er en stor dag for befolkningen i lande på Vestbalkan, siger EU’s udvidelseskommissær, Olli Rehn.

Til gengæld kommer der ikke i denne omgang nogen visumaftale til tre andre Balkanlande, Albanien, Kosovo og Bosnien-Hercegovina, som alle har fortrinsvis muslimske befolkninger. Og beslutningen om at droppe visumkravet for serberne uden at gøre det samme for de bosniske muslimer kan forøge de etniske spændinger i området, advarer kritikere.

- Lige nu, hvor 14-års-dagen for massakren i Srebrenica bliver mindet i EU-Parlamentet, meddeler kommissionen, at serberne skal have visumfri indrejse fra 2010, men indbyggerne i Bosnien-Hercegovina og Kosovo skal ikke. Det er en hån og et moralsk slag mod alle europæiske værdier, siger Christian Schwarz-Schilling, tidligere EU-udsending i Bosnien, til den tyske avis Bild.

Schwarz-Schilling betegner beslutningen som “en alvorlig politisk brøler”, mens den førende bosniske avis Dnevni Avaz kalder det for “et farligt politisk signal”, at EU belønner Serbien, som fortsat beskyldes for at dække over krigsforbrydere fra den blodige borgerkrig i 1990’erne.

EU-Kommissionen fastholder, at ingen af de tre muslimske Balkanlande endnu lever op til kravene for en visumaftale. Albanien og Bosnien-Hercegovina skal blandt andet gøre mere for at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption, lyder beskeden fra kommissionen, som igen vil vurdere muligheden for en visumaftale for de øvrige Balkanlande i midten af 2010.

/ritzau/