Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Windhoek

Bøde for at filme afrikansk sæljagt

Publiceret: 21:00, 17. juli 2009
To reportere blev anholdt af politiet i Namibia, da de var ved at optage jagten på sælunger ud for det sydafrikanske lands kyst.

To europæiske journalister blev fredag af en domstol i Namibia idømt bøder for at have filmet den årlige sæljagt langs kysten af det sydafrikanske land, oplyste deres forsvarer.

Den britiske undersøgende journalist Jim Wilckens og den sydafrikanske filmfotograf Bart Smithers blev fundet skyldig i at have overtrådt Havressourceloven ved at bevæge sig ind på et forbudt område uden fornødne tilladelser, sagde advokat Raywood Rukoro.

De blev sat på fri fod, efter at de hver især havde betalt en bøde på 5000 dollar (27.000 kroner), sagde han og tilføjede, at de to havde planer om snarest at forlade Namibia, selv om de ikke er blevet udvist.

- Vi er tilfredse med, at det hele er overstået, og vi forlader landet så hurtigt som muligt, sagde Wilckens til journalister.

De to mediefolk blev anholdt af politiet, da de var i færd med at filme den namibiske sæljagt. De blev tilbageholdt i celler hos politiet i Henties Bay, omkring 400 kilometer fra hovedstaden Windhoek.

Wilckens, der er journalist på det britiskbaserede Eco-Storm agentur, og Smithers arbejdede for den hollandske ngo Bont Voor Dieren. Andrew Wasley, der er meddirektør i Eco-Storm, påstod, at de to var blevet gennembanket af folk, der deltog i jagten.

- En af de to reportere har indgivet en anmeldelse for fysiske angreb, men endnu er ingen blevet anholdt, sagde politiet.

Den årlige kommercielle sæljagt i Namibia blev indledt 1. juli med en kvote på 85.000 sælunger, som med køller slås ihjel for at få fingre i deres pels.

/ritzau/