Irans præstestyre sagde tirsdag nej til at lade oppositionen afholde en mindehøjtidelighed for omkring 30 demonstranter, som blev dræbt under sidste måneds protester mod et omstridt præsidentvalg.
- Hverken nogen enkeltindivider eller forskellige politiske grupperinger har fået tilladelse til at samle sig og marchere, siger det iranske indenrigsministeriums politiske direktør, Mahmoud Abbaszadeh Meshkini, til nyhedsbureauet Fars.
Han bekræfter, at ministeriet havde modtaget en ansøgning om at sige god for en mindehøjtidelighed i Teheran på torsdag.
Ansøgningen kom fra oppositionslederne Mirhossein Mousavi og Mehdi Karoubi, der tabte præsidentvalget til Mahmoud Ahmadinejad. De ønskede at afholde en stilfærdig mindeceremoni i og omkring hovedstadens store Mosalla-moské, hvor det var planen at oplæse citater fra Koranen, men ellers minde de døde i tavshed.
Hidtil lød vurderingen, at mindst 20 mennesker omkom i sammenstød med sikkerhedsstyrker og militsfolk, da præstestyret knuste de største folkelige protester i Iran i årevis efter præsidentvalget den 12. juni.
Men et medlem af parlamentets retsudvalg siger tirsdag til nyhedsbureauet Ilna, at antallet af omkomne ligger omkring de 30.
Oppositionen mener, Ahmadinejad kun formåede at blive genvalgt ved hjælp af valgsvindel.
/ritzau/AFP