Den tidligere Århus-borgmester, 83-årige Thorkild Simonsen, lærte allerede Svend Auken at kende i Århus, da Svend var kun to-tre år. Kontakten blev indledt gennem Aukens forældre, der i lighed med Thorkild Simonsen var aktive i det daværende modstandsparti Dansk Samling.
Da forældrene siden flyttede til København, blev kontakten bevaret, og Thorkild Simonsen og hans kone, Edny, har siden haft meget tæt og venskabelig kontakt med Svend Auken og dennes familie, da den flyttede til Århus. Her var Svend Auken en magnet i 60’erne og 70’erne for socialdemokrater, der ville noget.
- Ja, vi nåede sågar at komme i regering sammen, siger Thorkild Simonsen. Han blev som 71-årig socialdemokratisk indenrigsminister i et par år.
Thorkild Simonsen siger, at han ikke altid var enig med Svend i f.eks. flygtningespørgsmål.
- Men han var en umådelig respekteret politiker. Jeg synes, mange i disse dage skal sende en tak til Svend. Det var ham, der fik indført efterlønnen - en af hans største bedrifter. Desuden vil han blive husket som miljøforkæmper 10 år før alle andre politikere, siger Thorkild Simonsen.
/ritzau/