500 unge skal på tværs af alder, køn og nationalitet forsøge at finde frem til løsninger på verdens klimaproblemer. Det foregår på ungdommens svar på et klimatopmøde, klimacampen Bright Green Youth, der finder sted i Sønderborg fra lørdag til tirsdag. For at øge fokus på at skabe en effektiv klimaaftale i København senere på året har FN-kampagnen Seal the Deal valgt at samarbejde med campen.
- Vi har brug for de unges idéer, deres kreativitet og dynamik for at styrke den globale indsats mod klimaforandringerne. Men først og fremmest har vi brug for de unge mennesker til at minde os om, at en klimaaftale i København handler om at beskytte deres fremtid og bygge en bedre verden for os alle, siger FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i en pressemeddelelse.
Campen er arrangeret af Danfoss Universe, Mellemfolkeligt Samvirke og Project Zero. De unge skal arbejde sammen i mindre grupper og med hjælp fra internationale forskere og virksomheder forsøge at nå frem til nogle holdbare løsninger.
/ritzau/