Mindst 40 mennesker blev dræbt af to bomber i Irak fredag.
I det nordlige Irak blev mindst 34 mennesker dræbt og omkring 70 såret, da en selvmordsbombe detonerede, mens folk var ved at forlade en moské i Kirkuk efter fredagsbønnen. Kirkuk og store dele af det nordlige Irak er hjemsted for både arabere, kurdere og turkmenere. Turkmenerne er shiamuslimer, og derfor retter mistanken sig i Kirkuk mod sunnimuslimske militante med tilknytning til al-Qaeda.
Senere fredag blev seks mennesker dræbt og 30 andre såret af en bombe på en travl markedsplads i den irakiske hovedstad, oplyste det irakiske indenrigsministerium. Tre politifolk i patruljevogn var blandt de dræbte på markedspladsen i Bagdad, hvor der både var sunni- og shiamuslimer. Embedsmænd i indenrigsministeriet sagde, at bomben var placeret i en bil, mens andre kilder i forsvarsministeriet sagde, at den havde været anbragt på en motorcykel.
Antallet af dræbte ved politisk vold faldt med en tredjedel i juli i forhold til juni, hvor 437 blev dræbt, mens 275 blev dræbt i juli. I maj var antallet af dræbte 155 - det laveste antal siden invasionen.
/ritzau/AFP