De flere hundrede tusinder israelske bosættere på Vestbredden skal ikke flytte nogensinde, hvis det står til Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister.
På regeringsmødet i Jerusalem søndag sagde Netanyahu, at han aldrig vil fjerne bosættere, sådan som det skete fra Gaza i 2005, da daværende premierminister, Ariel Sharon, fjernede de israelske bosættere dér.
- Tilbagetrækningen fra Gazastriben bragte os hverken fred eller sikkerhed. Området er blevet en base for den pro-iranske Hamasbevægelse, og vi begår ikke samme fejltagelse igen, sagde han.
- Vi vil ikke smide flere folk ud af deres hjem, som han sagde.
Israel har holdt Vestbredden besat siden 1967, og der bor op imod 300.000 israelere på Vestbredden i bosættelser, der i mange tilfælde reelt er små byer.
Palæstinenserne regner Israels bosættelsespolitik for en af de største forhindringer i arbejdet på at finde en fredsløsning.
Palæstinenserne arbejder på at få en selvstændig stat på Vestbredden og i Gazastriben.
/ritzau/AFP