Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Århus

Bred modstand mod DF-ministre

Publiceret: 11:21, 10. august 2009
Både det politiske bagland og det brede vælgerkorps bag Dansk Folkeparti er imod, at partiet får ministerposter i regeringen.

Søg politisk indflydelse frem for ministertaburetter. Så klart er budskabet til toppen i Dansk Folkeparti fra partiets eget bagland. Det skriver politiken.dk.

7 ud af 10 lokalformænd mener nemlig, at partiet hellere skal takke nej til at blive et regeringsparti end at miste sin magtfulde position. Det viser en rundspørge, som politiken.dk har foretaget blandt 40 af DF’s 80 lokalforeninger.

- DF skal ikke i regering for enhver pris, siger Rita Kjær, formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Skanderborg, Odder og Samsø.

Ole Præst, formand for DF i Gribskov, mener, at en regeringsdeltagelse vil lægge for store bånd på Dansk Folkepartis manøvremuligheder:

- Politisk indflydelse er altid størst, når du ikke binder dig ved aftaler, som måtte beskære din fremtidige beslutningsproces, siger han.

I rundspørgen svarer 30 procent af lokalformændene, at Dansk Folkeparti omvendt bør indkassere otte års loyalitet ved at gå efter en plads i regeringen.

Det var justitsminister Brian Mikkelsen (K), der i et interview med TV2 News åbnede regeringsdøren for Dansk Folkeparti til stor glæde for DF-formand Pia Kjærsgaard.

Allerede i weekenden viste en meningsmåling, som Catinét har lavet for Ritzau, at et stort flertal af vælgerne ikke har lyst til at se Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i en ministerbil.

Kun 20,1 procent af vælgerne ønsker, at Dansk Folkeparti kommer i regering. Til gengæld takker 69,7 procent nej, mens 10,2 procent svarer ved ikke.

/ritzau/