Undervisningsminister Bertel Haarder (V) bliver nu kaldt i samråd om de høje klassekvotienter i gymnasiet. Det gjorde han også sidste år, men i år er kvotienterne om muligt endnu højere. Det er SF, der vil have en forklaring af Bertel Haarder.
SF er bekymret for, at ambitionerne i den nye gymnasiereform ikke kan realiseres med de høje klassekvotienter.
- Vi må drage en konsekvens af, at klassekvotienterne stiger år efter år. Vi må have bremset den katastrofale udvikling, og det kræver et loft over klassestørrelsen på grundholdene, siger uddannelsesordfører Nanna Westerby i en kommentar.
Ny tal fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning viser, at der er kommet langt flere gymnasieelever. Sidste år blev der oprettet 517 klasser med 28 eller flere elever. I år er tallet steget til 638. Sidste år blev der oprettet 78 klasser med mindst 32 elever. Det bliver i år til 102 klasser og svarer til en stigning på knap 31 pct.
Mange undervisningslokaler er bygget til at rumme maksimalt 24 elever. De mange elever, der bliver stuvet sammen, er med til at give et elendigt indeklima.
/ritzau/