Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Seoul

Nord- og Sydkorea på forsoningskurs

Publiceret: 14:46, 23. august 2009
Efter et møde med Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, er nordkoreanske diplomater rejst hjem med "en god fornemmelse".

Kort før begravelsen af Sydkoreas tidligere præsident Kim Dae-jung i Seoul er en nordkoreansk delegation rejst hjem efter et møde med landets nuværende leder, Lee Myung-bak.

Mødet er det første på højt niveau mellem Nord- og Sydkorea i næsten to år, og begge sider udtrykte efterfølgende håb om et bedre forhold.

- Jeg forlader landet med en god fornemmelse, sagde Kim Ki-nam, en nordkoreansk diplomat.

Delegationen overbragte Lee en besked fra den kommunistiske diktator i Nordkorea, Kim Jong-il. Det var uklart, hvad indholdet i beskeden lød, men den skulle have omhandlet udviklingen i forholdet mellem de to lande.

Relationerne mellem de to lande har været lagt på is de seneste 18 måneder, efter at den konservative Lee overtog magten i Sydkorea. Men under det historiske møde skulle præsidenten have sagt, at konflikten mellem Nord- og Sydkorea kan løses.

- Hvis vi oprigtigt forsøger at løse problemerne via dialog, så er der ingen problemer, som ikke kan løses, sagde præsidenten ifølge en talsmand.

De nordkoreanske diplomater udtrykte håb for, at de to lande “vil samarbejde og løse alle problemer”, sagde en talsmand. Han tilføjede, at atmosfæren under mødet var “oprigtig og blid”.

I de statskontrollerede medier i Nordkorea blev det vigtige møde med præsident Lee imidlertid ikke nævnt med ét ord.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her