Ofte er det den lidt kraftigt byggede og meget højtråbende præsident, Hugo Chávez, som er Venezuelas ansigt udadtil. Men det sydamerikanske land kan fremvise andet end antiamerikansk propaganda og enorme oliereserver. Søndag vandt 18-årige Stefania Fernandez titlen som Miss Universe i skarp konkurrence med 82 andre deltagere fra hele verden.
Det var andet år i træk, at en venezuelaner vandt Miss Universe-konkurrencen, og sjette gang i alt, at Venezuela tager titlen. Fernandez vandt foran repræsentanten for Den Dominikanske Republik, og på de næste pladser kom deltagerne fra Australien, Puerto Rico og Kosovo.
Stefania Fernandez kommer fra byen Mérida og har polske og ukrainske aner. Når hun ikke poserer foran dommerpanelerne i skønhedskonkurrencer spiller hun blandt andet tennis og svømmer.
Det var 58. gang, at Miss Universe konkurrencen blev afholdt, og denne gang foregik det på den caribiske ø Bahamas. Blandt de 12 personer i dommerpanelet var supermodellen Valeria Mazza, skuespilleren Dean Cain og Vogue-redaktør Andre Leon Talley.
/ritzau/AFP
Kommentarer