Myndighederne i Israel har besluttet at anklage landets tidligere premierminister Ehud Olmert for korruption.
Statsanklagerens kontor meddelte søndag, at den har udarbejdet et anklageskrift på 61 sider, og papirerne indeholder tre anklager.
- De blev fremlagt i distriktsdomstolen i Jerusalem i dag, hedder det i meddelelsen.
Olmert anklages for blandt andet svindel, for at have registreret falske firmadokumenter og for at have skjult ulovlige fortjenester.
Olmerts personlige sekretær, Shula Zaken, anklages også i sagen, hedder det.
Den 63-årige Olmert har hele tiden fastholdt sin uskyld, og hans talsmand siger, at retssagen vil rense Olmert, der trak sig fra premierministerposten i september sidste år.
Han blev midlertidig premierminister efter Ariel Sharon, der i begyndelsen af 2006 blev ramt af en hjerneblødning, og i maj samme år overtog han formelt embedet.
Alle anklager omhandler tiden inden, han blev premierminister.
/ritzau/AFP
Kommentarer