Mindst to personer er dræbt i havnebyen Port-Gentil i det vestafrikanske land Gabon, siger pårørende til de dræbte. Oplysningerne bekræftes af en embedsmand fra byen.
Et af ofrene blev dræbt af et skud i hovedet, fortæller en slægtning. Da den afdøde blev bragt til lighuset, så de pårørende endnu en mand, der var dræbt i uroligheder. Han var ramt af skud i brystet.
Gabon har været præget af uroligheder, efter at Ali Bongo, søn af landets nyligt afdøde diktator, blev udråbt som vinder af weekendens præsidentvalg.
En sportscenter, der benyttes af ansatte hos det franske olieselskab Total, er ligeledes stukket i brand i Port-Gentil, der er centrum for Gabons olieindustri. Øjenvidner fortæller, at der blev affyret adskillige skud, da politiet forsøgte at forhindre folk i at plyndre centret.
- Vi kan høre skud, men vi ved ikke om det er tåregas, eller om der bliver skudt med våben, men det lyder meget voldsomt, siger en indbygger i Chateau-distriktet. Her blev en politistation plyndret og stukket i brand fredag eftermiddag.
Samtidig angreb en gruppe på omkring 250 personer butikker i den nordlige del af Port-Gentil.
/ritzau/AFP
Kommentarer