Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Børn skal lære at synge og spille

Publiceret: 06:49, 7. september 2009
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil have mere musik på skemaet og er klar til at reservere den næste ekstra time til sang.

Der skal mere sang og koklokkeklang på børnenes skoleskema. En række pædagogiske eksperter og undervisningsminister Bertel Haarder (V) synes, at det er på tide at sætte mere tid af til kreative fag på skoleskemaet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

På Danmarks Pædagogiske Universitetsskole advarer lektor Mie Buhl om, at danskerne risikerer at sakke bagud, når det gælder gode idéer inden for arkitektur og design. Børnene har ikke nemlig ikke nok tid til det kreative i skolen.

- Man bliver altså ikke kreativ af sig selv, og det kreative kan ikke blot klares med et besøg på et museum, advarer Mie Buhl.

Hun fremhæver, at skolerne i dag kun skal undervise i billedkunst, musik og idræt 430 timer i løbet af 1.-3. klasse.

Ministeren er klar til at kigge på problemet. Han vil - under de rigtige betingelser - forsøge at finde penge til en ekstra time.

- Jeg er overbevist om, at hvis man dyrker de praktisk musiske og kunstneriske fag, så styrker man de hårde fag. Regeringen har givet penge til flere timer i dansk og matematik, den næste ekstra time skal gå til praktisk musiske fag, og jeg foreslår musik, siger Bertel Haarder ifølge avisen.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her