Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Zamboanga

Overlevede 24 timer i havet

Publiceret: 10:02, 7. september 2009
931 reddet efter færgeforlis i Filippinerne. Ukendt antal savnes fortsat.

En kvinde blev mandag reddet efter at have tilbragt over 24 timer i havet efter en passagerfærge var gået ned ved Filippinerne.

- Hun er i live. Hun blev reddet af faldskærmssoldater fra luftstyrkerne, siger admiral Alexander Pama.

Ni mennesker er blevet bekræftet omkommet, mens snesevis savnes efter en færge med 965 passagerer om bord sank i mørket ud for den sydlige del af Filippinerne.

Civilforsvaret i landet bekræfter, at 931 mennesker er blevet reddet, men det er usikkert, hvor mange der savnes, da der kan være unøjagtigheder op myndighedernes lister over de overlevende.

Fartøjet SuperFerry 9 stævnede ud fra General Santos By, på den sydligt beliggende ø Mindanao, med den centralt beliggende by Iloilo som destination.

Færgen begyndte at få slagside tidligt søndag morgen, hvilket fik myndighederne til at slå alarm og udkommandere redningsfartøjer til området.

Ved en anden aktion i øriget blev den 19 mand store besætning fra skibet MV Hera reddet, efter at deres fartøj begyndte at tage vand ind søndag.

Sidste år omkom flere end 800 mennesker i Filippinerne, da færgen The Princess of the Stars kæntrede under en tyfon. Ved den største katastrofe til vands i landets historie omkom flere end 4000 mennesker, da en færge i 1987 kolliderede med en olietanker.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her