Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Ekspert blåstempler burkaforslag

Publiceret: 11:18, 7. september 2009
Socialdemokraterne foreslår forbud mod at tvinge folk til at bære religiøs hovedbeklædninger. Juridisk ekspert siger god for idéen.

Juraen er i orden, når Socialdemokraterne nu foreslår et forbud mod at tvinge folk til at bære enhver form for religiøs påklædning.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet Københavns Universitet, henviser således til, at der i 2008 blev indsat i straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang en sådan regel om tvang til at indgå ægteskab, og noget lignende kan godt lade sig gøre. Han understreger dog, at det bør være en generel regel, så den ikke udelukkende knytter sig til religiøs beklædning men også omfatter for eksempel ideologiske symboler.

- Selvfølgelig vil der være bevisproblemer, men det er der jo på så mange områder. Der vil først og fremmest være tale om signallovgivning, og man skal ikke forvente mange straffesager. Ikke desto mindre kan en sådan signallovgivning meget vel få stor gennemslagskraft ved at tydeliggøre, hvordan man i det danske samfund ser på den slags, siger Jørn Vestergaard.

- Modellen vil have den store fordel, at forbuddet ikke retter sig hverken mod personer, der har truffet deres egne frie valg eller personer, der undertrykkes af andre, men kun mod dem, der er ansvarlige for undertrykkelsen. Det skulle ikke volde særlige vanskeligheder at afgrænse anvendelsesområdet for en sådan regel fra udøvelsen af almindelig forældremyndighed, for i andre sammenhænge kan man jo godt finde ud af, hvad større børn og unge selv skal kunne have indflydelse på, siger professoren i strafferet.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:

Selvfølgelig er juraen i orden. Det er jo gældende lov - straffelovens § 260, stk. 1.

I øvrigt interessant at se Jørn Vestergaard forsøge at finde frem til en salomonisk løsning, på hvordan man skelner mellem ulovlig tvang og lovlig tvang (forældremyndighed).

Jeg glæder mig til at se lovteksten konkretiseret. Det bliver spændende, at se, om denne skulle give mig hjemmel til at insistere på, at min uvorne teenageknægt skal undlade at bære sine benklæder på ganstervis, og hvilke sanktioner der påtænkes for lovbrydere.

Skulle det vise sig, at jeg som forældre har hjemmel til at dekretere dette, bliver det også interessant at se hvilke sanktioner knægten kan pålægges. Og - idet knægten er under den kriminelle lavalder - om jeg selv skal tage sønnens straf, når han fortsat nægter at lystre?

Formodentligt har Socialdemokratiet top haft rigeligt med tid til at tænke over disse, og mange andre spørgsmål.

Det minder mig et skilt på Sejerø Vandrehjem: “Alt ulovligt spil forbudt”

Hvornår er en beklædningsgenstand religiøs, og hvad er lovlig tvang?

Men den næste idiotiske retsag vi hører om, er vel en diagonisse, som får 7 dages fængsel fordi hun har glemt at tage kysen af.

Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:

Stig Larsen:
“Men den næste idiotiske retsag vi hører om, er vel “

en folkekirke-præst, der indgiver en politianmeldelse mod sin arbejdsgiver, Kirkeministeriet, fordi staklen er påbudt at skulle bære kjortel og præstekrave?

Jeg er sikker på, at en præst i hawaii-skjorte vil kunne levere langt bedre prædikener, end én i traditionel religiøs beklædning.

I øvrigt er det besyndeligt, at det alene er kvinders religiøse beklædning der harceleres over. Ortodokse muslimske mænd vælger ofte også religiøs, foreskreven beklædning, nemlig kjortel, der dækker det mest af kroppen (dog ikke hovedet). Grundlæggende samme type beklædning, som danske folkekirkepræster bærer.

Er du sikker på at en hawaii-skjorte ikke tilhører en eller anden ø-religion?

Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:

Stig Larsen:
“Er du sikker på at en hawaii-skjorte ikke tilhører en eller anden ø-religion?”

Det må man da næsten håbe. Tænk hvis en eller anden arbejdsgiver skulle finde på at gøre hawaii-skjorter til officiel firma-profil-beklædning. Designet falder næppe i alle smag ;-)

Men vi behøver næppe overveje disse finurligheder. Man må jo stole på, at Henrik Sass Larsen og resten af hjerne-trusten hos S, har gennemtænkt det hel ;-)

Heinrich R. Jørgensen Abonnent siger:

* alles
* det hele