Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Justitsminister tavs om tavshedspligt

Publiceret: 07:38, 10. september 2009
Hvem tillod makulering af PET-arkiv? Justitsminister vil ikke tage stilling til, om Frank Jensen (S) må fortælle det.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) afviser at tage stilling til, om hans forgænger Frank Jensen (S) er bundet af sin tavshedspligt i sagen om makuleringen af dele af arkivet i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Den tidligere justitsminister og nuværende overborgmesterkandidat i København henviser således til sin tavshedspligt i spørgsmålet, om han tillod den omstridte makulering i foråret 1998 af store dele af PET ‘s arkiv om de danske trotskister (SAP).

Brian Mikkelsen skriver i et svar til Folketingets retsudvalg, at det altid vil “bero på en konkret vurdering i hver enkelt tilfælde”, om en oplysning er fortrolig.

- Af blandt andet denne grund finder Justitsministeriet ikke at burde udtale sig nærmere om forholdet mellem den strafbelagte tavshedspligt og udtalelser som dem, der omtales i spørgsmålet, forklarer justitsministeren.

Makuleringen fandt sted forud for en tv-dokumentar på TV2, hvor den tidligere agent Anders Nørgaard stod frem og berettede om de ulovligheder, PET havde sat ham til som infiltrator i det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP). En af konsekvenserne har været, at PET-Kommissionen ikke har haft fuld adgang til dokumenter om de spørgsmål, som den var blevet bedt om at afklare.

Offentligheden først fik kendskab til makuleringen via en beskeden note side 188 i 12. bind af komissionens beretning, selv om der i kølvandet på tv-dokumentaren var en meget voldsom offentlig debat om PET, som senere førte til Kommissionens nedsættelse.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her