Efter anklager om fede middage, dyre drinks og taxature fastslår Rigsrevisionen nu, at Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) overordnet har fint styr på sin økonomi.
- Det er Rigsrevisionens samlede vurdering, at forretningsgange og interne kontroller på de gennemgåede områder generelt fungerede tilfredsstillende og opfyldte de krav, der stilles til en god og pålidelig regnskabsforvaltning, står der i Rigsrevisionens rapport.
DUF’s tidligere generalsekretær Kim Mørch Jacobsen forlod i februar sin stilling, og i forbindelse med sin fratrædelse beskyldte han blandt andet DUF for nepotisme og frås. Men Rigsrevisionen fastslår nu, at DUF bruger sine penge korrekt.
På nogle områder kan DUF dog stramme op, skriver Rigsrevisionen i sin rapport. For eksempel har man ikke overholdt skattereglerne i syv tilfælde i forbindelse med gaver til medarbejdere.
DUF vil følge alle anbefalinger fra Rigsrevisionen og glæder sig over den endelige konklusion.
- Vi er glade for, at Rigsrevisionens gennemgang viser, at vi opfører os økonomisk ansvarligt, så vi kan sætte punktum i sagen og koncentrere os om at styrke foreningslivet for børn og unge, siger DUF’s formand, Martin Justesen, i en pressemeddelelse.
Kim Mørch Jacobsen hæfter sig ved, at Rigsrevisionen på trods af den overordnede tilfredshed med DUF’s regnskaber på nogle punkter uddeler kritik.
- Jeg mener, Rigsrevisionens rapport understreger de kritikpunkter, som jeg havde, da jeg gik fra DUF. Både de fede middage og et overforbrug på en række andre områder. Det glæder mig, at der nu efter det her er rettet op, siger DUF’s tidligere generalsekretær.
Rigsrevisionens gennemgang omhandlede udelukkende DUF’s egne udgifter sidste år og har ikke omfattet andre dele af DUF’s regnskab eller administration af tipsmidler i øvrigt.
/ritzau/
Kommentarer