Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Århus

Naturforbrydelser anmeldes til politiet

Publiceret: 11:43, 17. september 2009
Overgreb på beskyttede naturområder skal meldes til politiet. Det mener Danmarks Naturfredningsforening, som anklager kommunerne for at beskytte landbruget.

Danmarks Naturfredningsforening skruer bissen på og vil nu politianmelde overgreb på naturen fra landbruget, når kommunerne ikke selv gør det.

Det sker bl.a. efter en aktuel sag fra Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor en landmand har opdyrket ca. 20 hektar jord.

Naturområdet er beskyttet som såkaldt §3-natur, men blev pløjet op som almindelig landbrugsjord. Indgrebet var så groft, at kommunens embedsmænd anbefalede lokalpolitikerne at politianmelde landmanden og konfiskere fortjenesten. Det har de lokale politikere afvist. De kræver kun, at området genskabes.

- Det forløb ser vi stadigt flere eksempler på. Meget tyder på, at kommunerne generelt ikke løser opgaverne godt nok, og landbruget frit kan overtræde loven uden frygt for konsekvensen. Armslængdeprincippet gik bort med amterne. Lokale særinteresser står over hensynet til beskyttet natur, siger René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening om baggrunden for, at foreningen nu vil skride til hurtigere politianmeldelser.

Formanden for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune afviser kritikken.

- Vi tager det skam meget alvorligt. Vi mener bare, at det er naturligt, at landmanden først får et påbud om at rette op på fejlen. Opfylder han ikke fristen for det, så er vi også parate til at melde ham til politiet, siger Iver Enevoldsen (V).

Han mener ikke, at det er noget mål i sig selv at melde borgerne til politiet.

Danmarks Naturfredningsforening mener til gengæld, at det kan blive nødvendigt at flytte afgørelserne væk fra de lokale politikere. Ifølge René la Cour Sell viser kommunernes fejladministration sig også i, at DN og andre grønne organisationer får medhold i Miljøklagenævnet i stort set alle rejste klagesager.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Rene har da helt ret. De lokale afgørelser er alt for tæt på skadevolderen og der udvidses alt for stort hensyn til samme.

For tiden brokker landbruget sig over, at man er begyndt at foretage inspektion af bræmmerne langs vandløb for at afsløre de landbrugere, der dyrker mindre en 2 meter fra vandløbet.
Man føler sig forfulgt.

jamen kontrollen er desværre nødvendig og det går hurtigst og mest korrekt via luften.

Hvis man havde overholdt afstandskravet, var kontrolen slet ikke nødvendig.

Har man holdt sig fra den ulovelge afstand, har man slet ikke grund til at være sur eller fornærmet.