Paris
"Dumhedens æra": Film om klima
Klimafilm om verden, der kunne have være reddet, vil blive vist i over 60 lande.
Kan det ske, at menneskeheden virkelig ikke udnytter en stadigt mere forsvindende chance for at redde Jorden for følgerne af global opvarmning?
Filmen “Dumhedens æra”, som vil blive vist hundredvis af steder verden over i næste uge, undersøger dette scenario med det erklærede mål at styrke de fælles bestræbelser på at handle.
Den tidligere generalsekretær for FN, Kofi Annan, ventes at overvære en særlig gallaforestilling i New York mandag forud for FN-mødet om klimaet.
Filmen, der er en seriøs dokumentar af filmskaberen Franny Armstrong er bygget op som en futuristisk klimathriller, der blandt andet redegør for den videnskabelige baggrund for klimaforandringerne. Den foregår i 2055, hvor en aldrende arkivar ser nedslået tilbage på en verden ødelagt af klimakatastrofer.
- Vi kunne have reddet os selv, men vi gjorde det ikke. Det er uforståeligt. Hvilken sindstilstand var vi i, når vi ansigt til ansigt med faren for udryddelse, blot trak på skuldrene?, lyder en af replikkerne fra fortælleren.
Filmen, der er finansieret af 228 privatpersoner, skildrer seks personer, som på forskellig måde bliver påvirket af problemerne omkring global opvarmning. Den er oversat til 32 sprog og vil blive vist i over 60 lande.
Den ventes også at blive vist i Danmark.
/ritzau/AFP
Kommentarer
Moderne ansvarsforflygtigelse
Det er et problem, hvis den enkelte ikke har overskud til at tage hensyn til klimaet. Men det bliver ikke bedre af, at samfundet demokratisk har vedtaget, at netop individets kamp for succes på markedets betingelser er vejen til alles succes. For det betyder, at det overordnede sociale system, med dets marked, demokrati, juridiske, politiske institutioner, legitimerer individets fraskrivelse af sit ansvar for en potentielt skæbnesvanger udvikling.
Man kan sige, at det sociale sætter betingelserne for, hvordan individet må agere for at kunne fungere, og at det sociale på den måde betinger, hvordan individet er nødt til at opføre sig i dagligdagen. Men så er det netop disse betingelser, der er problemet, hvis de opfordrer eller lige frem tvinger individet til at sætte turbo på undermineringen af vore fælles livsbetingelser. Det er altså de sociale kriterier for individuel succes, der virker selvnegerende, hvis de tvinger individet til at bidrage til undermineringen af samfundets forudsætninger i dets kamp for anseelse, økonomisk succes og overlevelse.
Med henvisning til den sociale ramme, som det der sætter betingelserne for overhovedet at kunne fungere som menneske, kan den enkelte sagtens undskylde sig med, at man ikke også har overskud til at tage hensyn til hele samfundets naturlige livsbetingelser i sin daglige kamp for individuel succes.
Og inden for de økonomiske, juridiske, demokratiske institutioner, der fraskriver det sociale sig ansvaret for at integrere hensynet til samfundets naturlige livsgrundlag, fordi det ville betyde en indskrænkelse af individets hellige ret til succes.
Med retten på sin side fraskriver individet sig ansvaret og konkret med henvisning til de sociale vilkår, og de sociale institutioner gør det med henvisning til individets principielle frihed og lighed. De pågående forhandlinger om reduktion af CO2-emissioner FN´s medlemslande imellem, vil på lignende måde være præget af muligheden for at tørre ansvaret af sig. Alle kan undskylde sin rolle med reference til alle andre. Ingen kan være forpligtet på reduktioner af sine CO2-udslip, så længe alle andre ikke også er det.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-53.pdf
Dem, der har påpeget problemerne, er på den måde retorisk blevet rubriceret som selvopofrende Jesus-typer eller blevet forvekslet med problemet. De er blevet kategoriseret som flæbende og mislykkede individer, af en orden, der har forsøgt at neutralisere deres kritik med henvisning til dem som syge, der af egne patetiske grunde absolut ville op på korset, for at hænge der med deres ubegrundede tro på meningen i sit eget mislykkede liv.
Heroverfor vil ”jeg” understrege, at det, ”jeg” siger her - og nu må ”jeg” sige ”jeg”, selv om ”jeg” ikke har noget ”jeg” - er, at ”jeg” er fanme ikke nogen Jesus! ”Jeg” gider ikke hænge og dingle på noget kors. ”jeg” hader bare dumhed og ”jeg” tilgiver ingen: Problemet er der. Det er ikke mig, der er problemet, selv om der i princippet kan hæftes et navn på enhver af mine tekster.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-58.pdf
”Det er et problem, hvis den enkelte ikke har overskud til at tage hensyn til klimaet. Men det bliver ikke bedre af, at samfundet demokratisk har vedtaget, at netop individets kamp for succes på markedets betingelser er vejen til alles succes. For det betyder, at det overordnede sociale system, med dets marked, demokrati, juridiske, politiske institutioner, legitimerer individets fraskrivelse af sit ansvar for en potentielt skæbnesvanger udvikling.” (Steen Ole Rasmussen)
Jeg har svært ved at forstå, hvordan et hvilket som helst overordnet socialsystem skulle være i stand til at ”legitimere(r) individets fraskrivelse af sit ansvar for en potentielt skæbnesvanger udvikling”; og slet ikke et socialsystem, hvor de fleste har mad på bordet, hvor analfabetisme efter sigende er blevet udryddet, hvor krig er noget der foregår i Langbortistan og hvor man, uagtet hvad politikere og medier gerne vil bilde folk ind, ikke risikerer at blive overfaldet af landevejsrøvere og ”terrorister”, hvad tid det skal være.
Hvis de borgere, der er en del at et sådan samfund, ikke har overskud til at tage hensyn til klimaet, hvem har så?
Og hvorfor skal vi som individer altid undskylde vores egoisme og uansvarlighed med det samfund, som vi selv er en del af?
Maria F: “Hvis de borgere, der er en del at et sådan samfund, ikke har overskud til at tage hensyn til klimaet, hvem har så?” Svaret er ingen!
Maria F: “Og hvorfor skal vi som individer altid undskylde vores egoisme og uansvarlighed med det samfund, som vi selv er en del af?”
Det skal vi heller ikke, men det er det der sker. Det er dumt, naivt. I går kaldte jeg det “TITANISK NAIVITET” i en kommentar til en gammel artikle af Ejvind Larsen:http://www.information.dk/145126#comment-165621
“Fordi enhver var sig selv nærmest, var det umuligt at vende skuden. På øverste dæk, hvorfra skuden blev styret, havde man det fint, og kunne ikke tro, at det efter flere hundrede års økonomisk opsving kunne gå galt. Her herskede der fælles overbevisning om, at skæbnen er privat. Og da vandet stod op om livet og skibet begyndte at krænge, så så de, hvor privat døden er. Her blev det for alvor abstrakt at tale om, hvordan kollektivet af individualister svigtede kognitivt over for kravet om at ændre kurs. Da de flød rundt i elementet konfronteret med erfaringens mulighedsbetingelse, og fattede den, havde de kun havet at dele erfaringen med.” Dumheden
Steen Ole Rasmussen: ”Dumheden”
Ja, men nu må der snart gøres op med denne dumhed. Vi bliver nødt til at bide i det sure æble og erkende, at bekvemt og selvforskudt dumhed har sine begrænsninger. Det må efterhånden være gået op for de fleste i den vestlige verden, at vores titaniske, naivistiske udskejelser har alvorlige konsekvenser for os selv og, værst af alt, for resten af verden. Vi bliver nødt til selv at tage ansvaret i stedet for at vente på at naboen eller ens syge moster gør det for os. Og vi bliver nødt til at fundere lidt over, om vi nu har det så godt på det øverste dæk, hvor enhver er sig selv nærmest. Jeg fatter ikke helt, hvor denne misforståelse kommer fra – at man skulle have det specielt godt, når man er sig selv nærmest. Men denne misforståelse er forhåbentlig gået op for de fleste af os, der sidder ved fladskærmene og konstaterer at vi er os selv nærmest og… dumme.
Det giver selvfølgelig mening at tale om dumhed. Men det er heller ikke ubetinget smart. Vi kunne f.eks. alle blive enige om at afskaffe den, dumheden, uden at den forsvandt af den grund.
Det ser ud til, at ”dumheden” er nødt til at være gået i sig selv, for at kunne forstå sig selv som dum.
Som ude af stand til at forstå noget som helst, kan den ikke forstå, at den ikke forstår noget som helst.
Tit føler jeg trangen til at give den ”Fuckfingeren”. Det er den trang, der melder sig, når jeg f.eks. læser følgende beretning fra DF´s landsmøde: ” Dansk Folkeparti gør åbenlyst grin med regeringens klimakamp. På Dansk Folkepartis årsmøde i Herning fremhæver gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at den globale gennemsnitstemperatur er faldet i de seneste 10 år.” http://www.information.dk/telegram/204429
I stedet skrev jeg følgende: http://www.information.dk/telegram/204429#comment-…