Udsigten til, at den i forvejen udskudte store plan for udskiftning af gamle danske vindmøller ikke kan opfyldes, får nu Socialdemokraterne og SF til at lægge pres på regeringen.
Regeringens mål om at skrotte 900 gamle og mindre vindmøller på 150 MW med nye og store møller inden udgangen af 2010 kan ifølge vindmøllebranchen ikke nås. Det er endeligt lykkedes efter fem et halvt år at få lokalplanerne for de nye møller på plads i kommunerne. Men langvarige klagesager i Naturklagenævnet og et utilstrækkeligt udbygget elnet betyder, at mindst 60 MW af de aftalte 350 MW nye vindmøller ikke som aftalt kan blive klar til nytår 2010.
- Det har været kendt for regeringen, at der var problemer. Den eneste løsning er nu, at loven om skrotning om vindmøller tilføjes en dispensation for de vindmølleprojekter, som uforskyldt er kommet i klemme, og som risikerer ikke at få støtte ellers, siger Socialdemokraternes klima- og miljøordfører, Mette Gjerskov.
Hun bakkes op af SF’s energiordfører, Anne Grete Holmsgaard.
- Der er brug for en helt klar melding fra regeringen. Hvis dispensationer er nødvendige for at få den helt nødvendige udskiftning af gamle vindmøller på plads efter al denne tid, så skal de nødvendige dispensationer til klemte projekter på plads, siger hun.
Ifølge Vindmølleindustrien er den eneste løsning, at klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) udsætter tidsfristen for en del af projekterne.
- Det er en forudsætning for at nå regeringens plan, at de vindmølleparker, der uforskyldt er kommet i en klemme, får lidt længere frist. Det er tosset ikke at gøre det, når vi er så tæt på målet og meget ærgerligt, hvis nogle af projekterne nu falder på gulvet, siger direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, til Ritzau.
/ritzau/
Kommentarer