En 25-årig mand er ved en domstol i Valencia i Spanien dømt halvandet års fængsel.
Det er følgerne af et knust hjerte, der sender den unge mand i fængsel, skriver spanske medier fredag.
Tilbage i 2006 blev han forladt af kæresten, og han besluttede, at han ville brænde de breve, hun havde sendt ham.
Han satte ild til dem, smed dem i en container og kørte væk i sin bil.
Brevene udløste imidlertid en skovbrand, der ødelagde henved 2000 hektarer i Valencia-provinsen og førte til evakuering af adskillige ejendomme.
Oven i fængselsstraffen har domstolen besluttet, at han skal betale 1,2 millioner euro i erstatning.
/ritzau/dpa
Kommentarer