Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

40 minkavlere er anmeldt for misrøgt

Publiceret: 09:50, 16. oktober 2009
Fødevareregionerne anmelder 40 minkavlere til politiet for dyremishandling på baggrund af videooptagelser, som TV2-programmet Operation X ligger inde med.

40 minkavlere fra hele landet er blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af dyreværnsloven, fordi de har mishandlet de små pelsdyr.

Anmeldelserne er sket, efter at en kontorchef i Fødevareregion Nord har set TV2-programmet Operation X’s videodokumentation for overtrædelserne.

Kontorchefen vurderede, at der var noget, der “ikke så rigtig godt ud” i optagelserne og gav fødevareregionerne besked om at anmelde de minkfarmere fra deres område, som er på TV2’s liste.

Optagelserne viser efter sigende, at de 40 minkavlere har mishandlet minkene.

- Vi har valgt, at anmelde dem, der er på den liste, fordi vi så kan komme ud med politiet og se, om der faktisk er noget galt derude, siger veterinærchef John Larsen fra Fødevareregion Nord.

John Larsen har ikke set optagelserne, men han fortæller, at de skulle vise både nye og gamle sår, som i flere tilfælde er inficerede og har udviklet bylder.

Operation X sendes efter planen den 27. oktober, men Dansk Pelsdyravlerforening rejste torsdag krav om fogedforbud mod programmet.

I de presseetiske regler hedder det, at journalister kun må bryde loven, hvis alle andre muligheder er udtømt. Ifølge minkavlerne kunne journalisterne have bedt om lov til at filme dyrene.

Programmet er blevet til i samarbejde mellem TV2 og Ekstra Bladet, og redaktionschef Miki Mistrati på Ekstra Bladet kaldte torsdag et fogedforbud for et forsøg på at skjule sandheden.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her