Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Libreville

Bongo taget i ed som Gabons præsident

Publiceret: 17:32, 16. oktober 2009
Sønnen af Gabons mangeårige diktator er taget i ed som den ny præsident for det fattige, vestafrikanske land.

Ali Bongo Ondimba, søn af Gabons nyligt afdøde diktator, er blevet taget i ed som præsident for det vestafrikanske land. Det skete to måneder efter, at resultatet præsidentvalget afstedkom voldsomme uroligheder rundt om i landet.

- Jeg sværger på, at jeg vil bruge al min energi på at gøre det bedste for Gabons befolkning, sagde Bongo under edsaflæggelsen.

Præsidenterne for Congo, DRCongo, Ækvatorial-Guinea, Sao Tomé og Principe, Mali, Togo og Benin var blandt de udenlandske ledere, der overværede indsættelsen.

Oppositionen i Gabon fastholder, at Gabon sikrede sig sejren ved præsidentvalget 30. august gennem omfattende valgsvindel.

Da valgresultatet blev offentliggjort, brød der voldsomme uroligheder ud i flere storbyer i Gabon. Urolighederne blev rettet mod de franskmænd, der bor i landet, fordi det forlød, at regeringen i Paris havde dikteret valgets resultat.

Gabon løsrev sig fra Frankrig i 1960, men har fortsat tætte politiske og finansielle bånd til Paris. Landet er den fjerdestørste olieproducent i Afrika syd for Sahara og kontinentets næststørste eksportør af tømmer. Men omkring 60 procent af landets 1,5 millioner indbygger lever under fattigdomsgrænsen.

Frem til sin død i juni, havde diktatoren Omar Bongo Ondimba ledet Gabon med jernhånd i 41 år. Ved sin død var han Afrikas længstsiddende præsident.

Sønnen Ali Bongo Ondimba har en fortid som forsvarsminister i landet.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her