Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Trafikforsker roser jernbaneløsning

Publiceret: 14:56, 20. oktober 2009
Politikerne har ramt plet, når man vælger at udbygge det eksisterende jernbane med en ny bane over Køge, siger trafikprofessor. Alt andet ville være tåbeligt.

Det er pure fornuft, at Venstre har valgt at pege på den trafikløsning, der betyder 60 kilometer nye jernbaneskinner, som løber fra København til Ringsted via Køge.

Sådan lyder vurderingen fra en af Danmarks førende trafikforskere, Otte Anker Nielsen fra Danmarks Tekniske Universitet.

- Det er klart den mest fornuftige løsning, den giver mest kapacitet og den bedste samfundsøkonomi, siger han.

På grund af massive kapacitetsproblemer har politikerne på Christiansborg diskuteret to løsninger. Enten skulle man udvide den eksisterende jernbane fra København til Høje Taastrup med et enkelt spor på 17 kilometer, det der bliver kaldt Udbygningsløsningen. Eller også skulle man vælge den såkaldte Nybygningsløsning, der betyder to helt nye spor fra København til Ringsted, som så løber over Køge.

Men ifølge Otte Anker Nielsen skulle den første løsning slet ikke have været et politisk emne.

- Udbygningsløsningen kan ikke betale sig samfundsøkonomisk. Det er faktisk sådan, at man slet ikke burde have diskuteret den. Et ekstra spor kan man ikke bruge til særlig meget, faktisk giver den løsning kun en fjerdedel ekstra kapacitet i forhold til to helt nye spor, uddyber Anker Nielsen.

Nybygningsløsningen er også en fordel på andre parametre, fortæller trafikprofessoren videre. For det første vil togpassagerne ikke opleve de gener på den daglige togdrift, som en udbygning vil betyde. Derudover vil den nye Femernbro tiltrække sig ekstra meget togdrift over Sjælland, og dermed bliver den nye kapacitet over den nye jernbane hurtigt opslugt.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her