For Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, havde Berlinmurens fald en ganske særlig betydning, fordi hun efter sin østtyske opvækst bag Jerntæppet fik indfriet sit ønske om frihed.
Når 20 året for Murens fald fejres med pomp og pragt mandag den 9. november, vil Merkel dele sin glæde over historiens vingesus med resten af Europa og verden.
Derfor har hun inviteret EU’s stats- og regeringschefer, Ruslands og USA’s præsidenter, Dmitrij Medvedev og Barack Obama, formændene for EU-Parlamentet og EU-Kommissionen, Jerzy Buzek og José Manuel Barroso, samt Natos danske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, til jubilæumsfestlighederne i den tyske hovedstad.
Det oplyste det tyske informationsministerium, netop som Merkel onsdag var ved at forhandle de sidste brikker i koalitionsforhandlingerne på plads, så hun fredag kan præsentere sin nye forbundsregering.
Ifølge tyske medier bliver det dog næppe Obama, men hans udenrigsminister, Hillary Clinton, der deltager i festlighederne i Berlin om to og en halv uge.
Jubilæet fejres som “Frihedens fest” ved Brandenburger Tor.
Her giver stjernedirigenten Daniel Barenboim om aftenen en koncert med orkestret Staatskapelle Berlin. Omkring tusind 2,50 meter høje dominobrikker vil blive væltet, og den østtyske techno-dj Paul van Dyck spiller sangen “We Are One”.
Mindre end et år efter Murens fald blev Tyskland genforenet den 3. oktober 1990.
Kansleren sagde for nylig ved festen på den tyske nationaldag, at genforeningen var resultatet af mod, beslutsomhed og en dyb længsel efter frihed.
/ritzau/
Kommentarer
Så er det, man kan spørge sig selv, hvor meget der er at fejre:
http://www.nrhz.de/flyer/media/13828/NRhZ199Kostas…
Var det i sidste ende “Wiedervereinigung” eller snarere “Anschluss”?
Prøv at læse bogen “Was war die DDR Wert? Und wo ist dieser Wert geblieben” af Siegfried Wenzel.