Kina har henrettet fire tibetanere, der sidste år deltog i voldelige protester mod de kinesiske magthavere i Tibet.
Det oplyser Det Tibetanske Center for Menneskerettigheder.
Menneskerettighedsorganisationen henviser til pålidelige kilder i Tibet, som fortæller, at de fire tibetanere i tirsdags blev henrettet i Tibets hovedstad, Lhasa.
Ghu Chu Sum, der er en organisation for tidligere politiske fanger i Tibet, oplyser, at den ene af de henrettede er en kvinde.
De kinesiske myndigheder har ikke bekræftet oplysningerne. De kinesiske medier rapporterede i april, at to personer var idømt dødsstraf for at have taget del i de voldelige protester.
Urolighederne i Tibet i marts sidste år kostede 21 mennesker livet, siger Kina. Sammenstødene satte Kina i forlegenhed kun få måneder før, regimet skulle afvikle De Olympiske Lege i Beijing.
Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, anklages af Beijing for at stå bag urolighederne.
Kina har siden 1951 haft magten i Tibet. Soldater blev sent ind i landet for at fordrive det buddhistiske styre.
/ritzau/
Kommentarer
Undskyld mig, Ritzau, men Kina sendte ikke soldater ind i Tibet for at fordrive et buddhistisk styre. De invaderede Tibet for at annektere landet. Den 23. maj 1951 indgik de så en aftale med Tibets regering, der bl.a. indebar at Kina ikke ville ændre på det tibetanske styre eller samfundssystem (hvilket de så alligevel gjorde).