Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Berlin

Skatten falder i Tyskland efter nytår

Publiceret: 02:44, 24. oktober 2009
Tysklands nye regeringsgrundlag er på plads. Regeringspartierne klar med skattelettelser for knap 180 milliarder kroner. De første kommer allerede om to måneder

Tyskerne skal betale mindre i skat allerede fra nytår. Det står klart efter maratonforhandlinger om det nye regeringsgrundlag natten til lørdag. Den tyske kansler, Angela Merkel, kunne efter 10 timers forhandlinger præsentere regeringsgrundlaget.

Det indeholder blandt andet et løfte om at lette skatterne med et beløb svarende til knap 180 milliarder kroner. De første skattelettelser skal gælde allerede efter nytår.

En kilde i Merkels centrum-højre-koalition bekræfter, at der er enorme skattelettelser på vej.

- Der kommer ikke nogen officiel bekræftelse af det tal før morgenstunden, men ja, det er korrekt, siger kilden til nyhedsbureauet Reuters.

Merkels kristeligt demokratiske CDU ville egentlig begrænse skattelettelserne til et beløb svarende til knap 150 milliarder kroner, mens det liberale FDP havde krævet langt større skattelettelser.

Aftalen om et regeringsgrundlag mellem CDU, dets bayerske søsterpart,i CSU, og FDP kommer efter, at partierne vandt et flertal i Forbundsdagen ved det tyske parlamentsvalg for cirka en måned siden, og i næste uge kan den nye regering så gå i gang med sit arbejde.

Regeringspartnerne har forhandlet længe om, hvordan de i regeringsgrundlaget skulle forene løfter om skattelettelser, og om at få det tyske statsbudget under kontrol.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her