København
Patienter mod mere tvang i psykiatrien
Tvangsmedicinering er et skridt i den helt forkerte retning, lyder det fra Landsforening Sind, der frygter, at psykisk syge vil gå under jorden.
Der er ikke behov for mere tvang. Tværtimod. Patienterne er stærkt imod, at politikerne på Christiansborg nu som et forsøg har givet grønt lys til tvangsmedicinering af psykisk syge, der er udskrevet.
- Jeg synes, at det er et helt forkert signal at sende. Europarådets antitortur komité har påpeget, at der er for meget tvang i psykiatrien i Danmark, og nu indfører vi så endnu mere tvang, siger formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen.
Foreningen er talerør for psykisk syge og deres pårørende.
Knud Kristensen frygter, at truslen om tvang kan få nogle til at gå under jorden. Han erkender dog, at det fireårige forsøg er strikket sammen på en måde, så det kun er i yderste konsekvens, at myndighederne vil tvangsmedicinere psykisk syge, som er udskrevet fra et hospital.
Det har også overbevist tidligere skeptiske partier som S og SF.
Men hvorfor er der så behov for at indføre muligheden, lyder det fra Landsforeningen Sind.
Knud Kristen mener, at hvis en tidligere tvangsindlagt ikke møder op for at modtage sin medicin som aftalt, så skal myndighederne i stedet bruge krudtet på at overbevise ham om at komme i gang igen i stedet for at bruge tvang.
Tvangsmedicinering er tiltænkt en lille gruppe på omkring 50 personer, som mindst tre gange på et år er blevet tvangsindlagt.
/ritzau/
Kommentarer
Tvang ér tvang - og her er politikerne gået for vidt! Man kan ikke gradbøje tvang i den forstand at der findes akceptabel tvang. Altså tvang, som skulle være nødvendig. Der er alene tale om at give op og ikke lede efter de nødvendige veje ud heraf. Akcepterer man tvang, akcepterer man samtidig at princippet kan udbredes. Det er kort og godt den sorte skole for fri udblæsning. Naturligvis er der alternativer, men politikerne lader som om, at det ikke skulle være tilfældet. At højrepolitikere skulle synes, at man kan trække på nødvendigheds-kortet, er ligeså urealistisk som at ventre-politikere har givet op overfor argumentationen. Men sagen ér, at tolerance-niveauet er dalet voldsomt under de seneste ni år med højrepolitikere ved roret. Ikke mindst VKO-regimet. Den sociale og dermed også offentlige tolerance er i den grad indskærpet til grænsen af, hvad man kan forsvare som værdig omgang med de svageste medborgere. Det er utvivlsomt DF, som stå med bøffen. Og vi ser frem til et alvorligt opgør med den form for højre-ekstemisme, som lader anliggendet gå ud over de svageste. På det psykiatriske område taler statistikken for sig selv. Man foretager flere og flere fikseringer og elektrochok. Altså tilbage til 18-hundredetallets metoder. En tur i centrifugen og så har patienten det straks bedre for at undgå en gentagelse. For psykiatrien ren tankeaflastning! Men når psykiatrien formidlet over DF, VKO-flertallet og det alternative politiske flertals bukken for den form for tolerance-indskænkning er dagens politiske orden, ja så er vi dælems noen’, som melder sig ud af ethvert flertal.
Det er en idehistorisk fadæse at gentage fordums fejl overfor en gang politisk spin-frygt! Må man så snart få en form for tolerance og arbejden med de socialt set svageste tilbage på banen! Og se så lige Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, El og måske, såfremt man kunnne forstå en tøddel af, hvad Det Radikale Venstre’s Formand sagde, fremfor at vrøvle uforståeligt af spinhensyn, også de radikale. Hvor i hele hulen er rummeligheden blevet af efterhånden? Man behøver jo ikke lige borgerkrig osse’, når det nu synes så ‘naturligt’ at DK er i krig udadtil. Med andre ord: vi ka’ da godt selv finde ud af herude, hvornår snoren er strakt for langt. Og det er den her!…
Med venlig hilsen
Hvis en person skal Tvangsmedicinering efter udskrivningen er det så ikke et tegn på at personen er udskrevet for hurtig?
Sccch, Dorte, du afslører “Baldrick’s, cunning plan.”
Politikerne sparer, medicinal-industrien tjener, så er begge parter rigtig glade.
Det tredie rige bryder sig ikke om dysfunktionelle mennesker, medmindre de kan omformes til en lille penge-industri.
Med SF’s ageren i denne forbindelse, så er det ikke mere end nogle få uger siden, at sundhedsministeren var fremme med gummiceller som et muligt alternativ til bæltefixering og de solide doser af tvangsmedicinering i kritiske situationer.
Uanset at gummicelle for nogle mennesker kan opleves mindre traumatiserende f.eks. være mindre klaustrofobisk, da man i det mindste kan bevæge sig og ikke er fastspændt til en seng i en situation, hvor man virkelig har lyst til at rase ud, så var holdningen klar.
Sundhedsministeren havde slået hovedet og det var i det hele taget grotesk med tvang. Men nu forstår man så, at Jakob Axel Nielsen blot skal møde op hver dag på Özlems kontor for at sluge SF’s samfundsmedicin af kulørte piller.
Naturligvis vil nogle gå under jorden (det sker også tit for ministre), hvis de mener medicinen og bivirkningerne på forskellig vis ødelægger deres liv.
Det er heller ikke Haribos lakridser man uddeler, og kombinationen af en kold tyrker (undskyld udtrykket), sygdom og det at være på flugt for systemet og kanylelægerne, det vil ikke være cocktail nogen kan ønske sig.