Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Bandepenge er strandet

Publiceret: 08:23, 29. oktober 2009
Ekstra penge til kampen mod bandekriminalitet er aldrig nået frem til Københavns Politi.

I 2008 tog bandekrigen for alvor fart med et historisk stort antal skudepisoder i Danmark. Derfor afsatte Folketinget 50 millioner kroner til ekstraordinær indsats imod bander og rockergrupper.

Men ifølge talsmanden for politifolkene i København, hvor bandekrigen har raset mest, har Københavns Politi aldrig fået penge fra ekstrabevillingen. Det skriver Politiken torsdag.

- Der er afsat en pose penge til bandeindsatsen fra politisk side. Så er det da helt skævt, at vi ikke får del i dem på trods af de ekstremt mange ressourcer, vi har brugt på området, siger Claus Oxfeldt, formand for Københavns Politiforening, til Politiken.

Ifølge Claus Oxfeldt havde Københavns Politi forventet en kompensation på 8-9 millioner kroner for den ekstraordinære indsats mod bandekriminalitet i 2008.

I Rigspolitiet erkender budgetchef Troels Jensen over for Politiken, at Københavns Politi ikke har fået ekstra penge for bandeindsatsen i 2008. Troels Jensen fortæller, at de øremærkede bandepenge ikke er blevet fordelt til politikredsene, men har været en del af Rigspolitiets overordnede regnskab. Der er ikke uddelt særlige penge, hvor der “står “bande” i nakken på dem”.

Men ifølge statsrevisor Peder Larsen (SF) er det “ikke efter bogen”.

- Hvis politikerne øremærker nogle penge til et bestemt område, skal de også have sikkerhed for, at de bliver brugt korrekt, siger han til Politiken.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) mener ikke, at der er hold i kritikken.

- Jeg er helt sikker på, at når politiet får tilført midler til en styrket bandeindsats, så bruges det beløb til det formål. Og det kan jeg forstå, at politiet også har bekræftet, siger han til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Michael Skaarup Abonnent siger:

Fåk harry anti-potter…”- Jeg er helt sikker på, at når politiet får tilført midler til en styrket bandeindsats, så bruges det beløb til det formål. Og det kan jeg forstå, at politiet også har bekræftet,” - Er det den samme sikkerhed, som Søren Gade kunne stille for forsvaret?