Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Regering går alene med DF

Publiceret: 14:35, 29. oktober 2009
Regeringen udmønter Globaliseringspuljen alene sammen med Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne mener, at det brede efterlønsforlig dermed er fortid.

Regeringen vil udmønte Globaliseringspuljen alene sammen med Dansk Folkeparti uden forligspartierne Socialdemokraterne og De Radikale.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), fordi SR ifølge ham blokerede Globaliseringspuljen i protest mod regeringens forslag om at fjerne børnepenge for forældre, hvis børn ikke er i job eller uddannelse.

- Der er ikke andre tilbage end regeringen og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne og De Radikale har meldt sig ud, siger han.

Dermed er det brede velfærdsforlig om efterlønnen fortid, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.

Såvel finansministeren som DF’s finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, står bag velfærdsforliget, selv om Socialdemokraterne ikke skulle stå bag det, siger de.

Claus Hjort Frederiksen oplyser, at han har fået støtte til sin linje fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som Helle Thorning-Schmidt og De Radikales partileder, Margrethe Vestager, i et brev har bedt sætte sin finansminister på plads. Hjort afviser, at regeringens enegang sætter dansk samfundsøkonomi på spil, fordi velfærdsforliget er opsagt.

- Vi (regeringen og Dansk Folkeparti) har på mødet bekræftet hinanden i, at der ikke er noget at frygte fra os. Man kan undre sig over, hvorfor Radikale og Socialdemokrater vil kaste landet ud i usikkerhed om, hvad der skal ske med efterlønnen og folkepensionen, hvis de måtte vinde valget næste gang, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han beskylder SR for at gamble med Globaliseringspuljen i et “taktisk spil”.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her