Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Bruxelles

Østlande vil ikke betale EU's klimaregning

Publiceret: 15:39, 29. oktober 2009
Der er lagt op til en god gammeldags øst-vest-konflikt om klimaregningen på EU-topmøde. Østlande vil have rabat på grund af deres lavere økonomiske velstand.

En gruppe på ni central- og østeuropæiske EU-lande har varmet godt op under klimaforhandlingerne, inden starten på et EU-topmøde torsdag.

På et formøde i Bruxelles har de ni lande gjort klart, at de ikke vil acceptere forslaget fra det svenske EU-formandskab om, hvordan EU-landene skal dele regningen for en global klimaaftale.

- Byrdefordelingen skal reflektere den relative økonomiske udvikling i landene. I den nuværende form er forslaget om byrdefordelingen ikke acceptabelt, siger Ungarns premierminister, Gordon Bajnai.

Foruden Ungarn tæller de utilfredse lande også Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Slovenien.

Det helt store emne på EU-topmødet er, hvor mange penge EU skal give til klimatiltag i fattige ulande. De vestlige EU-lande ønsker, at regningen internt i EU skal fordeles ud fra en kombination af to parametre: Hvor rigt er landet, og hvor meget forurener det. Men i de østeuropæiske lande med lavere velstand og højere forurening ønsker man en model, som kun kigger på landenes rigdom

Samtidig er de ni østlande, hvoraf mange er hårdt ramt af den økonomiske krise, betænkelige om, at landene allerede næste år skal tvinges til at finde penge på de tungt bebyrdede statsbudgetter til klimahjælp til ulandene.

- Deltagelse bør være frivillig på grund af de nuværende byrder, disse lande har, siger Bajnai.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), som holder klimatale for konservative ledere i Bruxelles inden topmødet, mener dog ikke, at krisen kan bruges som undskyldning.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Den danske rigdom skyldes mange års god regeringsførelse og almen indsats, så vi har de rette offentlige og erhvervsmæssige kompetencer i det rette forhold, hvilket giver synergi og høj produktivitet - og dermed “rigdom”.

Fattige (øst) lande er typisk præget af dårlig regeringsførelse ( forskellige grader af koruption o s v ) , dårlig planlægning, manglende faglige kompetencer m v og dermed lav produktivitet .

Det er måske OK at skævdele “regningen” . så de produktive ( “rige”) giver en klat mere, men så heller ikke mere - vi skal ikke betale for hele genopretningen af mange års elendig kommunistisk/socialistisk styre i de gamle østlande.