Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, har underskrevet Lissabontraktaten. Dermed er den sidste forhindring ryddet af vejen, og traktaten kan sandsynligvis allerede træde i kraft den 1. december.
- Jeg underskrev traktaten i dag klokken 15, siger Klaus på et pressemøde i Prag.
Præsident Klaus har gennem flere måneders ensom kamp nægtet at underskrive Lissabontraktaten. Men han kaster håndklædet i ringen, efter at Tjekkiets forfatningsdomstol tidligere tirsdag slog fast, at traktaten ikke er i strid med den tjekkiske grundlov.
Samtidig fik Klaus ved sidste uges EU-topmøde sin vilje og en undtagelse fra EU’s charter om borgerrettigheder.
Undtagelsen skal udelukke muligheden for, at sudetertyskere gør krav på ejendom i Tjekkiet efter at være deporteret fra området efter Anden Verdenskrig.
Det ventes nu, at det svenske EU-formandskab vil indkalde til et ekstraordinært EU-topmøde i løbet af kort tid, hvor der skal sættes navn på de to nye topposter som EU-formand og EU-udenrigsminister.
/ritzau/
Kommentarer