Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

København

Kommuner frygter at tabe årgang på gulvet

Publiceret: 06:30, 5. november 2009
Der vil komme flere ubeskæftigede og uddannelsesløse unge mellem 15 og 17 år. Det frygter hver tredje kommunaldirektør, der håber på mere fokus på problemet.

Nutidens unge mellem 15 og 17 år vil i stigende grad havne i arbejdsløshedskøen eller stå uden uddannelse.

Det frygter hver tredje kommunaldirektør i en ny rundspørge blandt 60 af landets kommuner, som Ritzau har foretaget. Udviklingen er alarmerende og bør få mere fokus, lyder det videre.

I dag står 11.000 af landets unge mellem 15 og 17 år både uden arbejde og uddannelse. Finanskrisen får en del af skylden, det samme gør manglen på ikke-boglige uddannelser.

Jens Kaptain, der er kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, genkender tendensen med de ubeskæftigede unge fra 1980’erne. Han frygter, at man igen er ved at tabe en hel årgang på gulvet.

- Vi vil komme til at opleve en negativ effekt af, at unge ikke i samme grad sluses ind på arbejdsmarkedet som tidligere. Vi kan allerede nu se, at flere og flere unge kommer på kontanthjælp, siger Jens Kaptain.

Han og hans kommunaldirektørkollega fra Randers Kommune mener, at opmærksomheden på problemet fortaber sig i ældremad, nedslidte skoler og andre mere “hotte” emner i valgkampen.

- Fra 1980’erne har vi i dag en generation, som er overrepræsenteret på misbrugscentre og som tydeligt aflæses i statistikkerne for førtidspension eller kontanthjælp. Man kan havne i den samme situation, hvis ikke vi gør noget drastisk, uddyber Jens Kaptain.

Senest er partierne bag velfærdsforliget blevet enige om at tage børnechecken fra de familier, hvor unge ikke er i gang med en ungdomsuddannelse.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her