Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Tripoli

Libyen retsforfølger to schweizere

Publiceret: 15:05, 12. november 2009
Libyen er fortsat vred over anholdelsen i Schweiz sidste år af præsidentsønnen Hannibal Gaddafi. To schweiziske forretningsfolk stilles for retten i Tripoli.

To schweiziske forretningsfolk, der i over et år er blevet forhindret i at forlade Libyen, vil blive retsforfulgt for skatteunddragelser og overtrædelse af visaregler, oplyser det libyske udenrigsministerium.

De to mænd har været tilbageholdt i Libyen siden juli 2008 i kølvandet på anholdelsen i Geneve af Hannibal Gaddafi, søn af den libyske leder, Moammar Gaddafi.

- De vil blive retsforfulgt for ikke at have respekteret visareglerne og for skatteunddragelser, hedder det i en erklæring fra udenrigsministeriet i Tripoli.

Der er tale om Rachid Hamdani, der arbejder for et byggefirma, og Max Goeldi, leder af den libyske afdeling af den schweizisk-svenske elektronikgigant ABB.

Det vakte betydelig vrede i Libyen, da Hannibal Gaddafi blev anholdt i Geneve og tiltalt for vold mod to af sine tjenestepiger.

I kølvandet på anholdelsen trak Libyen syv milliarder dollar ud af schweiziske banker, ligesom landet truede med at indstille dets olieleverancer til Schweiz.

Retssagen mod Hannibal Gaddafi blev opgivet efter, at de to tjenestepiger, der var blevet udsat for vold, trak deres anmeldelser tilbage. Det skete efter at de havde fået, hvad deres advokat kaldte “en passende kompensation”.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her